Energi-tyggegummi er farligt for børn
29/5-2009 - af
Børn og unge kan ende på hospitalet, hvis de spiser det såkaldte energi-tyggegummi, som de frit kan købe i blandt andet Coops og Dansk Supermarkeds butikker
Børn og unge kan ende på hospitalet, hvis de spiser det såkaldte
energi-tyggegummi, som de frit kan købe i blandt andet Coops og Dansk
Supermarkeds butikker. Sådan lyder advarslen i det internationale medicinske
tidsskrift The Lancet, som beskriver, hvordan en italiensk 14-årig dreng blev
kørt på hospitalet, fordi han havde forhøjet blodtryk, hjertebanken og
hyperventilerede. Han havde spist to pakker af det koffeinholdige
energi-tyggegummi, det skriver metroXpress.
Hos Fødevarestyrelsen
fraråder man på kraftigste, at børn og unge får koffein.
- Deres kroppe
kan slet ikke klare koffein i de mængder. Der er ikke noget ulovligt i selve
produktet, men producenten kunne overveje at mærke produktet yderligere, så det
er helt tydeligt, at det ikke er til børn og unge, siger Else Molander, der er
kontorchef i Fødevarestyrelsen, til MetroXpress.
Også danske børn har
haft problemer med tyggegummiet. Det forklarer Axellus, der producerer et af
energityggegummi-produkterne - Gerimax Instant Energy.
- Der var en
skoleklasse, som havde været en tur i København. I Magasin havde de fået
udleveret nogle gratis smagsprøver af tyggegummiet. En af eleverne spiste en hel
del af dem og fik blandt andet diarré," siger direktør Henning Søgaard til
MetroXpress.
Axellus forklarer, at de herefter rettede henvendelse til
alle butikker og forklarede, at man ikke skal sælge tyggegummiet til børn. Men
børn og unge kan stadig frit købe energi-tyggegummi?
- Vi skriver, at
produktet ikke er egnet til børn. Det står på pakken. Jeg ved næsten ikke, hvad
man kan gøre mere," siger Henning Søgaard til MetroXpress.
Supermarkederne mener ikke, at de kan gøre noget for at forhindre, at
børn og unge køber tyggegummiet.
- Hvis et barn spiser for mange
vitaminpiller, så får de også en forgiftning, siger Maria Aagesen, som er
kategorichef i Coop, til MetroXpress.
Hos Coop og Dansk Supermarked står
energi-tyggegummi-produkterne på hylderne med helsekost.
En pakke
energi-tyggegummi med 10 stykker tyggegummi indeholder koffein, der svarer til
tre kopper kaffe. En sådan pakke koster cirka 50 kroner i
supermarkedet.
|