Dyrskue handler ikke kun om dyr
3/6-2009 - af
Dyrskue sæsonen er i gang og i denne weekend, er det Roskilde Dyrskue, der står for døren.
Fra den 5. - 7. juni er der Roskilde Dyrskue, hvor der er mulighed for at se,
klappe og komme tæt på landbrugets dyr. Du kan for eksempel opleve Det Store
Hesteshow, kaninhop, komme helt tæt på en gris og besøge børnedyrskuet.
Men dyrskuet handler ikke kun om dyr. Du kan også opleve en masse andre
ting. Der er blandt andet mere end 200 udstillere på den store maskinudstilling,
man kan besøge haveudstillingen, erhvervsudstillingen og ryttermarkedet. Der er
mulighed for at lære om jagt, fiskeri og natur på jagtudstillingen og i år kan
du også besøge udstillingen Bedstefars Dyrskue om dyrskuet for 40 år siden. På
fødevareudstillingen kan du smage på lækre produkter og se dem blive tilberedt.
Fokus på regionale fødevarer Fødevareudstillingen på Roskilde Dyrskue
sætter i år fokus på regionale fødevarer fra de østlige øer Sjælland, Lolland,
Falster og Fyn.
I år har besøgende mulighed for at sidde med ved Bondens
Bord. Ved bordet serveres der smagsprøver, mens producenten fortæller om produkt
og produktion, og gæsterne stiller spørgsmål og smager.
- Det er en unik
mulighed for at møde fødevareproducenterne til en snak om deres produkter. Hver
halve time dækker vi op til en ny runde med et nyt produkt og en ny bonde for
bordenden, siger erhvervspolitisk konsulent i Dansk Landbrug, Else Nørgaard, som
står bag ideen.
Du kan læse mere om Roskilde Dyrskue på www.roskildedyrskue.dk
|