Fang en økologisk ørred i Øksnehallen 17/8-2009 - af Når Øksnehallen på Halmtorvet i København den 22. og 23. august 2009 igen slår dørene op til madmessen Eat09, får gæsterne lejlighed til selv at fange en økologisk ørred og spise den. Produktionen af økologiske ørreder foregår kun i Jylland, men nu er fisken kommet til København, hvor den svømmer rundt i et kar og er klar til at blive fanget, renset, tilberedt og spist af Eat09-gæsterne. Vil du gerne smage fisken, men har du ingen erfaring som lystfisker, så fortvivl ikke. Faglærer Jens Janniche fra Slagteriskolen i Roskilde assisterer gerne. - Med eventen håber vi både at sætte fokus på, hvor maden kommer fra, og at forbrugerne også har et valg mellem konventionel og økologisk produktion, når det gælder ørreder, forklarer kommunikationskonsulent i Åbent Landbrug, Peter Nyegaard Nissen. Åbent Landbrug er en del af paraplyorganisationen Landbrug & Fødevarer og har til opgave at møde forbrugerne og vise moderne fødevareproduktion fra jord til bord. Igen i år har Åbent Landbrug taget landbruget med til Øksnehallen. Udover muligheden for at komme helt tæt på og røre en ko, en tyr og grise, får gæsterne lejlighed til at diskutere landbrug og fødevareproduktion med landmænd. - Vi byder på masser af oplevelser for både voksne og børn, lover Peter Nyegaard Nissen. |
||||||