Printvenlig version

(Novellen må ikke gengives uden forfatterens samtykke)

Han mærker hullerne under støvlerne. Han ser dækkene stablet for enden af garagen og de tomme spraydåser. Han ser afskalningen og mosset i fliserne foran hoveddøren. Og håndtaget sidder løst.
Han tørrer fødderne på den imiterede græsmåtte i entreen. Træder ind i køkkenet og ser det: Laminatet, tapetet, transistoren og transistorens antenne, som er knækket. For ikke at glemme ovnen anløbet i randen af smeltet kringle. For ikke at glemme badeværelset ude bag brøggerset. Det forseglede kar og de flaskegrønne kakler, så dybe og matte, men han kan se det; hvordan tønden er nopret på indersiden, og han ved ikke, hvad han skal gøre ved det. Han tører toiletrulle-holderen af med snippen af håndklædet og ved ellers ingenting. Lægger nakken tilbage og lytter efter: Cisternen løber endnu, alt godt. Kloakken trækker, alt godt. Der er smidt en død due i septiktanken, men det kan han ikke fortælle hende.
Og hun kommer, skrev hun. Fredag, skrev hun.
Han sad bag traktoren i maskinhuset med brevet. Han sad bag traktoren i maskinhuset længe. Han sad der, da den selvdøde kalv blev hentet. Han hørte det ind under motoren; hvordan kadaverbilen bakkede op til enden af stalden, og liften, der snurrede og bumpet, der lød, da ladningen blev droppet. Det sved af uro i lever og lysken, og han sad på halmballen bag traktoren. Verden tæt på. Al den afstand så tæt på. Han skulle selvfølgelig have stillet sig ved ladenden, stank eller ej, og have slået et par ord af med kadavermanden. Som han plejer. Men han sad der og gemte sig bag traktoren. Svag kvalme og bløde ben, og han så det for sig ud under motoren. De døde dyr stablede. Og brevet bøjet på højre knæ. Håndskriftens bløde o'er.
Han ser det hele for sig.
Fredag.
Han tørrer den sidste dråbe af spidsen, for det skal man vel nu. Han rykker ud, og cisternen synger. Går ud i køkkenet, men lader posten ligge. Han tager en dåsecola fra køleskabet, stiller sig ud på fortrappen og kigger på gårdspladsen, som ikke er revet, kun næsten, og flagstangen ikke knækket, kun næsten, og tænker på brevet, hvori hun skrev, at hun i virkeligheden ikke hed Kiss, men Kirsten, og at hun havde lysebrunt hår og ikke vejede for meget, ikke for lidt, og at hun elskede at gå på biblioteket og lange ture i naturen og film og livet på landet og tosomhed.
Tosomhed?
De solsikker, hun sendte i april, da han gav hende postadressen (man skal aldrig give dem postadressen) dryssede han bag maskinhuset. Nu er de mandshøje og hovederne nikker så pænt mellem gammelmændene, som han håber, hun vil kalde noget andet. Han skulle vel vise hende dem som det første? Trække hende hen over gruset bag om maskinhuset og standse hende stolt, når de nåede til sydgavlen. Række næven ud med en verdensmands sikkerhed og sige:
- Regnen tog dem ikke.
Eller:
- Jeg synes, de står pænt her.
Eller:
- Jeg har faktisk aldrig haft solsikker før.
Mellem radrenseren, tromlen, harven og den Fiat, som mistede nummerpladerne i nittentooghalvfems, og som kammeraterne satte peberkværnshåndtag i taget på og skubbede om i indkørslen, så alle kunne se det; at han var over tredive og boede alene derinde mellem kvierne. Og folk, som kørte ture om søndagen tøvede lidt, når de kørte forbi, og konerne lænede sig ind over mændene på førersædet i bilerne og sagde, at det kunne man godt forstå; at sådan én boede alene i al den svineri.
Den stod indtil december dét år, peberkværnen, bilen. De kom ikke og flyttede den. Ikke, at han regnede med, at de ville komme og flytte den. Men alligevel. Han baksede den selv om bagved første søndag i advent dét år, helt om bagved, og nu står hendes solsikker dér.
- Jeg har faktisk aldrig haft solsikker før, skal han sige.
Og hun vil se forbi blomsterne, selvfølgelig vil hun se forbi blomsterne, direkte hen på bilen, og hun vil tænke:
- Herregud.
Han ser det, han ser det hele. Han sætter sig ind til køkkenbordet og piller i laminatet. Han tænker på sin Ursus, som han købte fra ny. Den og så havetraktoren er helt nye. Ursus'en lugter af læder og olie og spraylakering, og radioen i førerhuset er i stereo,og sædet knirker ikke. Den starter altid, når den skal. Den sitrer omkring ham som en stor frisk muskel. Og han har passet godt på den, tænker han; han tænker, at som det eneste, har traktoren ikke taget skade, selvom tankerne har været langt væk længe. Det er pæne maskiner, velholdte, villige.
Men han skal have skudt den skade, der har skamskidt mønningen. Og busplanen ... han skal have fat i en busplan, så ingen skal føle sig fanget, når nu. Hvis nu. Men hvis alt går godt, så køber han en billig cykel fra hittegodskontoret og frisker den op. Han har restmaling fra radiatoren i soveværelset. Og Gori, masser af Gori.
Han kigger ind til sengen og skrivebordet, hvor computeren står og summer, og når man lægger hånden på harddiscen under bordet, lyder det næsten, som om nogen sover derinde. Som lyden af elhegnet med et pulsslag i sekundet. Det er derinde, hun sover. Det er derinde, de findes. Hun og han. Kiss. Kiss og Ursus. Kirsten og Svend. Inde i indelukket i det orange sengetøj bag undergardinerne og potentillen ved vinduet. Den svage summen af modem og malkemaskiner og sommernat og lidt køkkenrulle under hovedpuden, og det var egentligt godt nok sådan.
Men nu kommer hun altså. Fredag.
Bortset fra fyren, som afløser på postruten, ved ingen, at hun findes, og han ved ikke engang, at hun kommer. Han siger, at musen kan renses i sprit, og der skal Glassex til skærmen. Det siger fyren, som afløser på postruten. Og stikket skal ud af modemet, når det tordner, siger han, for han ved sådan noget. Og man skal aldrig opgive sit eget navn, og man skal aldrig sige, hvad man laver i virkeligheden, og man må aldrig antyde, at konen og ungerne sidder inde ved siden af, siger fyren, som afløser på postruten. For han ved, hvad han snakker om, og man kan se det i hans bevægelser, når han smider posten ved siden af transistoren og læner sig verdenskendt op ad dørkarmen.
- Man skal aldrig give dem sin adresse, og man skal aldrig sige, at man vil møde dem i virkeligheden. Ikke engang på farmerdating.dk. Ikke engang dér.
Han ved den slags, postafløseren. Han ved, hvad man skal kalde sig selv. Man kan kalde sig selv alt, hvad man vil derinde, også Ursus. Det er intet problem. Bare man aldrig giver dem sin adresse.
Han gav hende adressen.
Han rejser sig og går fra rum til rum med fingerspidserne presset ned i kedeldragtens lommer. Ser undergardinerne, fluenettet, fodskamlen foran fjernsynet, og rustpletterne på parabolen fra alle de tipslørdage. Kan hun se det, og hvis hun kan, hvad gør man så ved det? Klør hende venligt i panden, nusser hende på haleroden, undskylder inderligt, før man slår hende hårdt i ansigtet, indtil hun ikke længere kan se det.
Men når hun ikke længere kan se det, så kan hun stadig lugte det. Kan hun ikke lugte det?
Han sætter håndfladen til ansigtet. Den lugter, som den altid lugter; af ko og yverbetændelse og salt. Han tager en stålsvamp og gnider begge hænder og neglene også med sulfo og ovnrens. Indtil det svider, når det svider, er det godt, og da han er færdig, tager han lidt af belægningen omkring den største af kogepladerne. Han tager fedtlaget om lampen og risten i emhætten. Og hænger dynen ud og stiller sig i døren og øver sig i at smile, som om han har mødt Gud.
For nu kommer hun. Hun kommer. Imorgen, fredag. Og hun skrev, at hun altid gerne har villet bo på landet. At hun elsker køer og heste og små lam, der skal flaskes op med sutteflasker og mosgrønne gummistøvler og blottede hanebånd og blomstrende majtræer i maj og rønnebær til høst og mælkejunger, der løber over med alt, hvad hjertet er fuldt af. Tørret lyng og røllike og te gjort af citronmelisse, som hun selv har hentet i haven. Alt den slags, og hyldebærsaft og små børn med dialekt, har hun altid drømt om, skrev hun.
Han kigger ned på sine strømpesokker. Han tænker på den lugt, som tit hænger over gårdspladsen, når vinden går i nord. Minkfarmen, mulden og et sted derude bagved havet, der lugter af afstand og kulde. Hun vil kunne lugte det, tænker han. Hun vil kunne lugte mørket, natten, hunden. Og hun vil kunne se det, så snart hun træder ind i køkkenet; at dette ikke er nogen spøg. Herude spiser vintrene byfolk om nætterne. Herude lægger træerne sig ned mod jorden og ber om nåde for blæsten. Herude går folk sidelæns til hinanden. Herude kan man lugte kemikaliefabrikkerne om natten. Og udveen og længslen og bigballerne, der falder sammen i regnen. Det her er ikke nogen spøg. Det her er det yderste nordvestlige, og han har ingen ordentlig vaskemaskine, og kælderen er fuld af aviser og de der blade, han ikke snakker om, ikke engang med hunden.
Kan den så stadig ligge i fodenden af sengen?
Nej, den kan ikke længere ligge i fodenden af sengen.
Han tager træskoene på og skråer langsomt over gårdspladsen til maskinhuset. I mørket derinde står traktoren. Den dufter af voks og diesel. Den flaskegrønne farve har ikke mistet sin dybe, matte tone, og alt er stadig i stereo. Han kører fingeren over navnet og skubber havetraktoren længere ind i mørket. Så kigger han på dem, som de står der og strutter med bagen ved siden af hinanden. Fulde af kraft og vilje. Halvfjerds hektar, med engen, men ingen citronmelisse, selv ikke den mindste.
Han går nord om Ursus'en hen til bordet med svensknøglerne og olien. Han trækker de to baller halm hen bag hjulet. Som i går. Han tager skamlen under værktøjsbordet og skubber den hen, som i går. Der kan termokanden stå og koppen og avisen, måske. Så sætter han sig og skæver ud under motoren, hvorfra han kan se det hele. Herfra, tænker han, herfra vil jeg sidde og se det hele.